Nyhed
Tidlige forårsbebudere: Årets første kandidater springer ud i København, Esbjerg og Aalborg
Lagt online: 12.02.2025

Nyhed
Tidlige forårsbebudere: Årets første kandidater springer ud i København, Esbjerg og Aalborg
Lagt online: 12.02.2025

Tidlige forårsbebudere: Årets første kandidater springer ud i København, Esbjerg og Aalborg
Nyhed
Lagt online: 12.02.2025
Nyhed
Lagt online: 12.02.2025
Af David Graff, AAU Kommunikation & Public Affairs.
Fotograf: Anders Fast Nielsen.
Da de sammen med familie og venner går ind ad døren til auditoriet på denne grå fredag, endnu uomtvisteligt februar, er de i princippet stadig studerende. Da de få timer senere forlader dimissionsfejringen i den lysende Innovate-bygning i Aalborg Øst, tager verden sig anderledes ud.
En side er vendt, studelivet overstået, og når festen er forbi, venter arbejdsmarkedet.
Klar til arbejdsmarkedet
Med papir på de formelle kompetencer er dimittenderne klar til at møde arbejdsmarkedet som fx diplomingeniører i elektronik, globale forretningssystemer, vand og miljø eller veje og trafik. Som civilingeniører i mekanik og produktion, energiteknik og produktionsledelse. Eller som cand.scienter, cand.oeconer eller cand.polyter.
”Overalt i verden er der en markant teknologisk udvikling i gang inden for bæredygtig energi, forsvarsteknologi, biobrændsler, nye fødevarer og så videre. Vores kandidater kommer med de nødvendige kompetencer til at føre an i den udvikling”, siger Olav Geil, der er prodekan for uddannelse på Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet.
”Og i kraft af vores problembaserede uddannelsesmodel på Aalborg Universitet er dimittenderne trænet i at samarbejde helhedsorienteret om opgaverne – det er der i dén grad også behov for”, mener han.
Dimissioner over hele landet
Om det skyldes den sydligere placering eller ej, så sprang dimittenderne tidligere ud i både København og Esbjerg end i Aalborg. I København modtog ni dimittender deres diplomer d. 29, januar, mens det dobbelte antal trykkede dekanen på næven to dage senere i Esbjerg.
Denne fredag i Aalborg leverer institutternes studieledere samt prodekaner for de to fakulteter både diplomer og håndtryk til 56 dimittender. AAU Big Band står for underholdningen mellem talerne og inden pindemadderne.
Direktør Henrik Andersen fra Inropa A/S er årets særligt inviterede festtaler, og han leverer det sidste gode råd, dimittenderne får, mens de stadig kan kalde sig studerende:
”Når I forlader denne bygning, har I ikke kun en uddannelse med – I bærer qua jeres ekspertise også et ansvar for at inspirere og være innovative, når I gennem samarbejde med kolleger skal løse de komplekse udfordringer, I kommer til at møde i en verden, der udvikler sig hastigt.”
Sidste stop inden champagnen og knuserne fra venner og familie er også en fast tradition: Siemens Fonden uddeler legater. To grupper af studerende får legater i Aalborg, mens en gruppe i Esbjerg får samme ære.